Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Om arbejdsområdet

Regeringen og KL har i økonomiaftalen for 2016 aftalt at igangsætte et nyt frikommuneforsøg i perioden 2016-2020, hvor udvalgte kommuner får udstrakt frihed til at afprøve nye og mere effektive måder at løse deres opgaver på.

Formålet med det nye frikommuneforsøg er at få ny viden og praktiske erfaringer, der kan bane vejen for en bedre opgaveløsning gennem effektiviseringer, regelforenklinger og bedre styring i alle kommuner.

Frikommuneforsøget organiseres i netværk af frikommuner, der samles om at lave forsøg indenfor et fælles tema. Denne organisering skal understøtte en fokuseret og sammenhængende forsøgsindsats for at løse en fælles samfundsmæssig problemstilling.

I netværkene nytænkes indsatsen i tæt samspil mellem de deltagende frikommuner, som løbende gennem forsøgsperioden videndeler om og følger op på forsøgenes fremdrift, resultater, metoder mv. Alle frikommuner i et netværk gennemfører dog ikke nødvendigvis de samme forsøg inden for temaet.

Frikommunerne kan efter ansøgning blive undtaget fra statslige regler eller få et ændret regelgrundlag, hvis de støder på lovgivningsmæssige barrierer. Der lægges op til at give frikommunerne vide rammer for at nytænke deres opgaveløsning. Forsøg må dog ikke være i strid med grundloven eller EU-regler, give frikommunerne økonomiske fordele på bekostning af andre eller bryde med borgernes retssikkerhed.

Økonomi- og Indenrigsministeriet og øvrige relevante ressortministerier indgår løbende i dialog med frikommunenetværkene i forhold til videndeling og sparring om forsøgsudviklingen. Som led heri stiller ministerierne eksisterende national og international viden til rådighed for netværkene.

Nyheder om Frikommuneforsøg II