Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Staten skal slippe paragrafferne og samarbejde

13-05-2014
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Ansatte i staten skal blive bedre til at indgå forpligtende samarbejder med andre offentlige myndigheder, erhvervslivet, private og frivillige organisationer. Et forpligtende partnerskab kan nemlig skabe gode løsninger og mindre bureaukrati. Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggør i dag en case-samling og en procesguide, der skal inspirere og understøtte ansatte i centraladministrationen til at indgå forpligtende partnerskaber.

Statens ansatte skal kigge op fra paragrafferne og i stedet se ud i samfundet efter samarbejdspartnere. Et forpligtende partnerskab er en vej til at nå politiske mål, som kan være vanskelige at lykkes med gennem regler, forbud og kontrol. Det er en måde at undgå unødigt bureaukrati og i stedet nyde godt af samarbejdspartnernes særlige ressourcer og kompetencer.

Der findes mange gode eksempler på partnerskaber både på tværs af kommuner, regioner, frivillige og private virksomheder og organisationer. Partnerskaber, der skaber resultater for borgere og virksomheder. Men det sker for sjældent at staten indgår i partnerskaber. Derfor har embedsmænd fra fire ministerier med erfaring med partnerskaber samlet en række gode eksempler, der sætter spot på potentialerne ved partnerskaber og lavet en guide, der skal give inspiration og gode råd til embedsmænd i staten.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Staten skal mere med! Der er allerede mange eksempler på partnerskaber, hvor man forpligter sig til at løse opgaverne ved at inddrage hinanden. F.eks. ved at dele viden om hvordan man bedst hjælper udsatte børn eller regulerer skibsfarten bedre. Opgaver, som bliver løst bedre sammen - end staten, kommunen eller den private organisation kunne gøre selv. Så udnytter vi vores ressourcer bedre - og får mindre bureaukrati. Jeg håber, at vi fremover vil se flere partnerskaber med staten som partner.

- Margrethe Vestager

Kontakt

Sigga Nolsøe

Presse- og kommunikationschef
Kontor: Minister- og ledelsessekretariatet
Mobil: 22 26 95 07