Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Høj vækst i dansk økonomi og rekorder på arbejdsmarkedet

31-08-2017
Pressemeddelelse Økonomisk Redegørelse

Det går godt med dansk økonomi. Der er udsigt til, at væksten i 2017 bliver den højeste i mere end ti år. Beskæftigelsen er steget, og aldrig har så mange personer enten været i arbejde eller klar til at tage et arbejde. Men det er stadig en udfordring, at væksten i produktiviteten er lav. Det fremgår af regeringens prognose for dansk økonomi, Økonomisk Redegørelse august 2017, som økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll offentliggør i dag.

BNP er de seneste tre år vokset med i omegnen af 1,7 pct. Væksten er fortsat i år, og BNP ventes at vokse med 2 pct. i 2017 og 1,8 pct. i 2018.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Dansk økonomi er i en ny fase. Ledigheden er lav, og beskæftigelsen vokser i et hastigt tempo. Det er utroligt glædeligt, at så mange flere har fået foden inden for på arbejdsmarkedet. Men den gode udvikling betyder også, at presset på økonomien tager til. Min ambition er at holde fast i den gode udvikling, og der er brug for, at vi fra politisk side fortsat understøtter holdbar vækst. Regeringens finanslovforslag, skatteudspil og en række erhvervs- og iværksætterinitiativer skal ses i det lys.”

- Simon Emil Ammitzbøll 

Den gode udvikling i dansk økonomi kommer især til udtryk på arbejdsmarkedet. Siden 2013 er beskæftigelsen steget med 150.000 personer. Beskæftigelsesfremgangen ventes at fortsætte, så den samlede beskæftigelse ved udgangen af prognoseperioden ventes at nå op på knap 3 mio. personer. Beskæftigelsen vil derved være tæt på sit højeste niveau nogensinde.

Beskæftigelsesfremgangen understøttes af en historisk stor stigning i arbejdsstyrken, og arbejdsstyrken vurderes aktuelt at være på det højeste niveau nogensinde.

I Økonomisk Redegørelse kigges globaliseringens betydning for dansk økonomi efter i sømmene. Analysen viser, at dansk økonomi har hentet store økonomiske gevinster som følge af globaliseringen. Alene gevinsten ved, at Danmark handler mere med andre lande i dag, end vi gjorde i midten af 1980’erne, har øget BNP med 165 mia. kr. Det svarer til 29.000 kr. pr. dansker.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”Kigger vi fremad, er den store risiko mindre globalisering – ikke mere globalisering. Hvis vi ikke fortsætter med at gribe mulighederne i den globale økonomi, går vi glip af velstand. Danmark er allerede godt på vej, men vi kan blive endnu bedre til at høste globaliseringens gevinster. Det kan for eksempel ske gennem bedre vilkår for investeringer, og ved at understøtte, at virksomheder har adgang til udenlandsk arbejdskraft.”

- Simon Emil Ammitzbøll 

Fakta: Hovedpunkter fra Økonomisk Redegørelse, august 2017

 

  •          Den positive vækst i dansk økonomi er fortsat i 2017. BNP er vokset med et højt tempo med kvartalsvækstrater på op mod ¾ pct. hvert kvartal siden starten af 2016. Der er udsigt til, at væksten i 2017 bliver den højeste siden 2006.

 

  •          Væksten ventes at aftage en smule i 2018, hvilket skal ses i sammenhæng med lidt svagere vækst i udlandet, afdæmpet vækst i den offentlige efterspørgsel, samt at presset på tilgængelige produktionsressourcer tager til.

 

  •          BNP ventes at vokse med 2 pct. i år og 1,8 pct. næste år. I forhold til vurderingen i maj er der tale om en opjustering af vækstskønnet for 2017 med 0,3 pct.-point og for 2018 med 0,1 pct.-point.

 

  •          Siden 2013 er beskæftigelsen steget med omkring 150.000 personer, og sidste år fik knap 50.000 flere et job. Beskæftigelsesfremgangen ventes at fortsætte, så den samlede beskæftigelse ved udgangen af prognoseperioden ventes at nå op på knap 3 mio. personer og derved tæt på sit højeste niveau nogensinde.

 

  •          Beskæftigelsesfremgangen er båret af en historisk stor stigning i arbejdsstyrken, som aktuelt vurderes at have nået det højeste niveau nogensinde. Tilgangen til arbejdsstyrken afspejler blandt andet reformer, som også i de kommende år vil bidrage til en holdbar beskæftigelsesfremgang.

 

  •          Udenlandsk arbejdskraft har også bidraget i væsentligt omfang til en større arbejdsstyrke. De seneste fire et halvt år er antallet af udlændinge på det danske arbejdsmarked steget med omkring 65.000 personer, så der nu er omtrent 240.000 udenlandske lønmodtagere i Danmark. Tilgangen svarer til over 40 pct. af den samlede beskæftigelsesfremgang siden 2013.

 

  •          De seneste års fremgang betyder, at dansk økonomi nu er i en begyndende højkonjunktur.  På dele af arbejdsmarkedet er der tegn på tiltagende kapacitetspres. Det gælder især i bygge- og anlægserhverv, hvor virksomhederne i stigende grad melder om mangel på arbejdskraft som en produktionsbegrænsning. Mangel på arbejdskraft vil kunne bremse opsvinget i dansk økonomi.

 

  •          I en situation med allerede høj beskæftigelse er det hensigtsmæssigt med en tilbageholdende linje i finanspolitikken for at begrænse risikoen for overophedning. Regeringen planlægger blandt andet en afdæmpet vækst i det offentlige forbrug i de kommende år, som i sig selv vil virke dæmpende på kapacitetspresset. Samlet set vil den planlagte konsolidering af finanspolitikken i de kommende år sammen med en løbende reformdagsorden kunne bidrage til at fastholde og forlænge et fortsat balanceret opsving.

 

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Lone Ank, , tlf. 25 43 98 61

Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe, , tlf. 22 26 95 07